Solcreme med høj faktor øger risiko for allergi
Et tyndt lag solcreme giver bagslag
Solcremens faktortal beskytter kun, hvis man følger brugsanvisningen. Det betyder, at man skal bruge en god håndfuld solcreme per person. Det er der mange, der ikke gør. De smører for lidt på.
– Et tyndt lag med faktor 15 svarer kun til faktor to eller tre, oplyser Ewa Daniél, toksikolog i Astma-Allergi Danmark.
– Mange tænker, at så tager jeg bare en solcreme med en højere faktor, men det hjælper ikke. Et tyndt lag med faktor 50 svarer til en faktor på omkring tre til fem. Det vil altså sige, at beskyttelsen mod solens stråler næsten ikke stiger, selvom du går meget højere op i faktortal, forklarer hun.
I Danmark er faktor 15 normalt nok. I sydens sol har man dog behov for en højere beskyttelse.
– Men ingen af solcremerne vil beskytte dig i solen, hvis du tager for lidt på, advarer Ewa Daniél.
Brug solcreme – men med omtanke
Solcreme er et af de plejeprodukter, der indeholder flest kemikalier. Samtidig er det meningen, at stofferne skal blive siddende på huden længe. Derfor er det en god ide at overveje, hvad dit behov er, før du køber solcreme.
– Vi ved, at jo højere faktortallet er, jo mere solfilter indeholder cremen. Solfiltre er generelt allergifremkaldende. Derfor vil der i en solcreme med højt faktor tal, være større risiko for allergi, end med en solcreme med faktor 15, siger Ewa Daniél. Brug derfor en solcreme med faktor 15, når du er i Danmark – og brug nok af den, råder hun.
Kig solcremens indhold igennem
Solcreme indeholder også andre stoffer, der f.eks. kan fremkalde allergi, belaste miljøet eller være hormonforstyrrende.
– Tjek altid indholdsdeklarationen igennem, hvis du vil passe på miljø og sundhed, råder Maria Hansen, akademisk medarbejder i Informationscenter for Miljø & Sundhed. Du kan også vælge solcremer, der er mærket med både Svanen og allergimærket Den blå krans, fortsætter hun.
Når du bruger solcreme, kan du
- sørge for at smøre den anbefalede mængde solcreme på. Dvs. en god håndfuld solcreme til hele kroppen – svarende til 40 ml til en voksen og 20 ml til et barn.
- nøjes med at benytte solcreme på den ikke tildækkede hud. Og i øvrigt følge sol-rådene fra Kræftens Bekæmpelse.
- vælge svanemærket solcreme uden octocrylene og parfume eller vælge produkter med både svanemærket og Astma-Allergi Danmarks blå krans.
- læse indholdsdeklarationen igennem og købe produkter uden problematiske stoffer. Du kan slå stofferne op i søgefeltet på forbrugerkemi.dk. I øverste højre hjørne skriver du bogstaverne ki (står for kemiinfo) efterfulgt af det konkrete stofnavn.
Du kan få mere viden
- Test selv din solcreme I vores råd om solcreme kan du blandt andet læse, hvad du kan kigge efter, når du vælger solcreme, og hvordan du selv kan tjekke indholdsdeklarationen.
- Allergi overfor kemiske stofferMange mennesker udvikler allergi. Kemiske stoffer fra solcreme kan være en årsag. Læs mere om hvordan allergien opstår.
- Hormonforstyrrende stofferLæs om de kemikalier, der kan påvirke vores hormonsystem.
- Solcremens kemikalier og miljøetStofferne i solcreme og andre plejeprodukter kan belaste miljøet. Du læse mere om det her.
- Astma-Allergi DanmarkI deres blad for maj/juni beskriver foreningen vigtigheden af, at smøre et tykt lag solcreme på huden frem for at vælge en høj solfaktor (se side 26-27).