Så har vi haft motionsdag – både for børnehaven og skolen!
Som optakt til efterårsferien skulle Anholt Skole og Børnehave selvfølgelig have sin helt egen motionsdag.
Dagen startede kl 8:00 på skolen, hvor dagens program blev præsenteret – herunder succeskriteriet for dagen; hvor mange omgange der skulle løbes i alt for at få ferie – og hvor mange der skulle til for at børnene ville få en bonus 🙂
Men det var bestemt ikke løb det hele, for vi startede med at bevæge os over på Jordemoderpladsen, for at lave forskellige slags opvarmning. Der blev leget Ståtrold, der blev nærmest danset og “stået på ski”, og så lavede vi sørme også yoga.
Herefter var det tid til uddeling af nogle lækre små bolde, som ungerne kunne lege med indtil børnehavebørnene alle var mødt ind. For så var det nemlig tid til forhindringsløb for par. På tværs af alder blev børnene bundet til hinanden, hvorefter de skulle forcere en meget udfordrende forhindringsbane sammen!
Så blev det tid til tovtrækning mellem ældste/mellemste mod yngste/børnehave (+voksne). De yngste vandt! Nåh ja, så kæmpede ældste også mod mellemste og vandt knebent…
Dagens hoved-event var jo nok selve motionsløbet, som var aldersopdelt i tre ruter. Vi var ærligt talt usikre på hvor langt man ville kunne løbe, men målet var at nå over 20 km i alt – og 25 km ville udløse en bonus… Men sørme om ikke de seje unger blev bidt af at få streger på tavlen og i alt løb 57,5 km!
Hvad bonussen bestod af skal forblive usagt her, men der var både noget at spise og drikke.