Skoleafslutning Anholt skole

Så kom ferien 🙂 Længe ventet – men i år med en lidt bittersød følelse i maven, da 4 af skolens elever nu forlader skolen efter endt 9. klasse for at rejse til hver deres efterskole i Jylland. Julie, Robert , Anna og Marcus har knoklet hårdt de sidste måneder før de afsluttende prøver – og de har alle 4 leveret nogle meget fine præstationer. Der er faldet en del 10 – og 12- taller – så de ved , at rent uddannelsesmæssigt er deres fremtid sikret og de kan nyde 1 år på efterskole, hvor de kan vænne sig til tanken om at flytte hjemmefra.

Sidste skoledag er en dag, eleverne glæder sig meget til. Vi mødtes til fælles morgenkaffe og gik så i samlet flok til stadion for at spille den traditionelle rundboldkamp ; eleverne mod de voksne. Og de voksne fik tæv. Overordentlig meget tæv faktisk. Det hjalp ikke, at vi fik stoppet en bil med det halve af kroens personale og en kaffebar, der intetanende kom kørende, Niels, Line og Iben forstod straks situationens alvor og sluttede sig til de voksnes hold på grønsværen. I kampens sidste minutter kastede Jesper sig ind i kampen, og selvom han både ramte bolden, løb ½ omgang og fik en mindre fiberstrækning, hjalp det lige lidt. Dommeren var en anelse partisk og så gennem fingrene med at en voksenspiller nedlagde et velvoksent barn, således at denne langbenede pointindhenter af en tidligere elev – ikke nåede i mål, inden opgiveren nåede at råbe op. Det betød så, at de voksne endelig kunne få lov til at løbe i stedet for at stå og lade boldene regne ned over sig på banen – men det hjalp ikke.

Eleverne vandt med 50 point mod 3 point.

rundbold 1 rundbold 6
rundbold 3 rundbold 4

Så var tiden kommet til den traditionsrige karamelkastning. Rygterne ville vide, at der var købt rigeligt ind af de eftertragtede karameller og da klokken var præcis 12.00 regnede det med karameller og vandballoner over skolens elever og børnehavens børn. Og der var rigeligt 🙂 – af begge dele …..

Om aftenen var der afslutningsfest. Bestyrelsen tændte grillen og familierne kom selv med mad til grillen. Der blev holdt taler, Sophus og Marius overraskede afgangseleverne med, at de alligevel havde planlagt noget underholdning og der blev hygget til solen gik ned.

FARVEL TIL 3 LÆRERE

Det var i det hele taget en afslutning med farveller. Udover de 4 elever, der nu forlader skolen, er der 3 lærere, der holder. Tanja stopper efter at have været lærer på Anholt skole i 14 år, Kitte vil hellige sig sundhedsprojekter i Afrika og Torben flytter tilbage sit og Joyanns hus på fastlandet efter 3 år med ” til salg” skilte. I den sidste nye udgave af Anholt Posten kan man læse mere om deres virke på Anholt skole. De vil blive savnet !

GODDAG TIL 5 NYE HOVEDER

Heldigvis kan vi nu glæde os til nye ansigter på Anholt skole og børnehave. Bo, der har været efterskolelærer i 16 år, overtager Kittes job som naturfagslærer og Kristine og Jakob flytter til øen som henholdsvis lærer og pædagog. Deres 2 døtre Hannnah og Naja begynder i 5. klasse og børnehaven.

Vi glæder os til at byde dem velkommen på skolen, i børnehaven og på øen

HVAD SKER DER I SOMMERFERIEN ?

Som før er skolen lånt ud som lejrskole til Enggården i Grenå, der ankommer med 40 børn og 8 voksne mandag den 4. juli. De bliver her til fredag den 8. juli .

I uge 29 får skolen gæster helt fra Tasiilaq i Østgrønland. En institution med 9 børn har spurgt om lov til at låne skolen – og det har vi sagt ja til. Institutionen har været her før og det var de meget glade for.

I uge 30 er der som sædvanlig Anholt festival – og så kan vi ellers tage fat på et spændende nyt skoleår med første skoledag mandag den 8. august. Og i år er der 2 nye elever der starter i Yngste klasse, nemlig Mille og Thomas.:-)

GOD FERIE  🙂

Gyrite

 

 

karamelkastning karamel 4

seje sejlere

Seje sejlere

 

Gem

Gem

Gem

Gem