Respekt for børns nej er en ny værdikamp

Mange af tidens påståede disciplinærproblemer i skolen kan skyldes, at børn og unge siger nej til skæld ud og til at blive frarøvet mere og mere af deres frie tid. Børneforskeren Erik Sigsgaard har skrevet ny bog om, hvorfor samfundet er nødt til at begynde at lytte, når børn siger nej.
ES

Erik Sigsgaard er ikke en mand, der ønsker at blive opfattet som radikal. Han vil meget hellere være realistisk og tale ind i sin tid for at få folk til at lytte.

Alligevel er der noget på en gang både radikalt, men også ganske indlysende over budskabet i børneforskerens seneste bog Om børn og unges nej.

Det radikale består først og fremmest i det overhovedet at beskæftige sig forskningsmæssigt med børn og unges nej. Pædagogik handler for det meste om at få børn til at sige ja. Og hvis vi skal til at til lytte mere til, hvad de siger, når de siger nej, som Sigsgaard plæderer for, kan det betyde et skred i magtforholdet mellem voksne og børn, som kan forekomme revolutionerende. Det indlysende består i, at ingen andre beskæftiger sig med betydningen af børn og unges nej. Netop derfor er det en god idé at gøre det, mener Sigsgaard.

»Der var en gang en oprørsdigter ved navn Jesper Jensen, der skrev, at det vigtigste ord er nej. Det er meget mere vigtigt, end han forestillede sig, især i relation til børn. For det er med nejet, at barnet træder ind i verden ’som sig’. Det er med nejet, at barnet siger: ’Jeg er mig’. Det sker første gang, når barnet er seks til otte måneder gammelt og vender hovedet væk fra moderens bryst, når hun er ved at amme. Og det er endnu mere epokegørende end det, der sker for barnet, når det tager sine første skridt,« siger Erik Sigsgaard, der har givet sin bog undertitlen ’Farvel til lydighedskulturen’. Han mener, at respekten for børns nej er på vej til at blive en ny værdikamp.

Børn og unge siger mere nej i dag, fordi de har mistet deres hverdagsliv og deres mulighed for at færdes frit, hævder Sigsgaard på baggrund af 20 års forskning i børns institutionsliv, i voksnes brug af skæld ud i dagtilbud, og i hvorfor ideen om at ’sætte grænser’ fylder så meget i børneopdragelse.

Men de voksne overhører i stigende grad børn og unges nej. Eller også møder de nejet med eksklusion eller sanktioner i skolen. Dermed forringes den opvoksende generations mulighed for at »blive sig«.

Når barnet stritter imod, siger nej, slår fra sig eller slynger skældsord mod læreren eller pædagogen, så reagerer de voksne ikke med at sige: Det er en naturlig reaktion imod, at hun er blevet anbragt i institution eller skole i mange timer uden selv at kunne bestemme, hvornår hun skal spise, sove og lege, og hvor hun vil bevæge sig hen. I stedet rettes det kritiske lys mod barnet, pointerer Sigsgaard, og man forsøger at opdrage oprøret og nejet væk med skæld ud, krav om mere disciplin, konsekvens og faste rammer: Nu skal vi på tur, nej du må ikke tage en mad, selv om du er sulten, du skal vente til, vi alle sammen skal spise.

Hvad fratager vi børn?

»Børn og unge tilbringer i dag 25.000 til 30.000 timer i institutioner i løbet af deres liv, før de får ’fri’ i 18-19 års alderen. Det er en tre til firedobling af institutionaliseringsgraden i forhold til for en eller to generationer siden, hvor det blot drejede sig om 7.000 til 10.000 timer. Hvad siger forskningen om det? Ingen stiller spørgsmålet og undersøger, om der er nogle skadevirkninger af det. I stedet øges tiden, børn skal tilbringe i skolen med den nye skolereform,« siger Erik Sigsgaard, der i bogen også rejser spørgsmålet om, hvorvidt den stigende psykiatriske diagnostisering og medicinering af børn kan hænge samme med den kraftigt forøgede tid, børn tilbringer i institutioner.

Tænk hvis færre børn i mere åbne institutioner med mindre skæld ud ville betyde færre ADHD-symptomer, spekulerer Sigsgaard. Om det ville være tilfældet, ved vi ikke, for det er aldrig blevet undersøgt. Og en af grundene er, skriver børneforskeren, at pædagogiske institutioner næsten udelukkende betragtes som steder, der tilfører børn noget:

»Tanken om, at institutioner kan fratage børn noget og begrænse deres muligheder for at lære og for at udvikle sig socialt, er meget fremmed og næsten fraværende i den pædagogiske diskussion.«

Elektronisk modmagt

Sideløbende med en stigende lydighedskultur, der kommer til udtryk i blandt andre pædagogikprofessor Niels Egelunds krav om mere struktur, disciplin og gamle dyder i folkeskolen, sker der en demokratiseringsproces i kraft af de sociale medier, påpeger Sigsgaard.

Med smartphones og Facebook dokumenterer børn og unge de voksnes »overgreb,« der kommer til udtryk i urimelig skæld ud og andre former for krænkelser. Det »elektroniske nej«, kalder Sigsgaard det og henviser til eksempler, hvor elever lægger billeder ud på Facebook af lærere, der skælder ud.

Han fortæller også historien om den amerikanske pige Hannah, der hænger sin far ud på Facebook, fordi han har skudt seks kugler igennem hendes computer. Hendes forseelse var, at hun ifølge faren havde skrevet disrespektfuldt om sine forældre på Facebook, fordi hun ikke ville være deres tjener og gøre alt husarbejdet uden fritid. Hannahs beretning blev set af 24 millioner mennesker på nettet.

»Børn og unge kan i dag sige et kæmpe stort nej, fordi det ikke tidligere har været muligt at få det ud til så mange som nu. Privatlivets fred er ikke, hvad det har været. Børn og unge udsøger sig et våben i de sociale medier, så de ikke står ubevæbnet i kampen og bare skal tage imod skæld ud. Nu kan de også udøve modmagt,« siger Erik Sigsgaard.

For børnenes skyld

Børneforskeren møder mange større børn, der er bekymrede for at miste endnu mere af deres frie tid, når timetallet som følge af skolereformen forøges efter sommerferien. Samtidig er de kritiske over for, at kommunal- og folketingspolitikerne siger, at skolereformen er noget, de gør for børnenes skyld.

»De store børn har fået en grim mistanke om, at skolereformen alligevel ikke er for deres skyld, for der var jo nogle, der kom til at røbe sig, da der blev sagt konkurrencesamfundet: Og så konstaterer børnene: Nå, det er ikke for min, men for samfundets skyld, jeg skal knokle for at slå kineserne’.«

Problemet er imidlertid, at forestillingen om, at flere timer fører til bedre læring, ikke holder forskningsmæssigt, pointerer Sigsgaard:

»Vi ved, at den bedste læring finder sted, hvis kroppen er inddraget. Det er vi ellers blinde for, fordi vi tror, at man lærer bedst, når man sidder stille og hører efter.«

– Skolereformen indfører jo netop 45 minutters daglig bevægelse?

»Her skal man interessere sig for forholdet mellem kan og skal. Den bevægelsestid, der kommer med skolereformen, er legens negation. Det væsentligste ved legen er, at det er noget børn gør, når de selv bestemmer sig for at gøre det. Læring sker gennem kroppen, men det dur ikke, når det er en voksen, der siger, ’nu skal I lege og bevæge jer’. Før kunne børn i højere grad gøre, hvad de ville, nu skal de. Beordret kropslighed tror jeg ikke på.«

Klimaforandringer kræver mod

Ifølge Sigsgaard er der imidlertid en stigende modstand mod lydighedskulturen og optræk til værdikamp mellem det store folketingsflertal, der strammer institutionaliseringsskruen, og det store mindretal, der ønsker noget andet, måske noget mindre, i hvert fald noget mindre autoritært, som han skriver.

– Du har argumenteret for et andet børnesyn, mindre institutionalisering, mindre skæld ud og mere selvregulering i mange år. Hvor ser du, at mindretallet ønsker noget andet, som du skriver?

»Det, vi snakker om her, er en udvikling, der går så langsomt, at den er svær at få øje på, fordi bevægelsen er længere end en livslængde. Men når 30 pct. af forældrene i en undersøgelse for eksempel siger, at de ikke ønsker, at personalet skal bruge skæld ud i deres børns børnehave, så er det mange flere end for 20-30 år siden.«

Erik Sigsgaard møder desuden flere og flere unge forældre, der er blevet mere åbne og lyttende over for de behov, deres børn udtrykker:»Der er også flere forældre, der siger, at de er forvirrede i forhold til børneopdragelse. Der er det vigtigt at sige til dem, at det absolut er et fremskridt.«

– Forældres usikkerhed og tvivl bliver ellers ofte set som et problem, fordi de bliver utydelige forældre over for deres børn?

»Man kan også se det på en anden måde, nemlig at forældre ikke bare gør det samme, som da de selv blev opdraget. De er prøvende og endda lidt eksperimenterende. I det med at være forvirret kan der også ligge noget oprør: ’Jeg har sagt farvel til noget, jeg ikke synes dur. Og det, der gjorde ondt på mig selv, vil jeg ikke bare videreføre på mine børn, så nu ved jeg ikke helt, hvad jeg så skal gøre’. Det er et fremskridt. Der er ikke én bestemt metode, der dur i forhold til børn. Man skal prøve sig frem, for børn er forskellige.«

Og det er på høje tid, at værdikampen om børns nej kommer, mener Erik Sigsgaard. Børns naturlige ønske om at bestemme over deres egen frie tid er nemlig af helt afgørende betydning for, at de kan udvikle sig til modige voksne, der tør skabe forandringer og løse fremtidens store udfordringer: »Jeg tror, vi kommer til at efterlade vores børn en klode i økologisk krise. En større krise end nogen anden generation tidligere har stået over for. Det er aldeles afgørende, at vores børn tør se alt dette i øjnene og kæmpe imod det ved at udfordre autoriteter og de måder, vi har gjort tingene på tidligere. Problemet er ikke, at vi mangler teknologi, men at vi siger: ’Det er også for galt, det burde nogen gøre noget ved’. Men ingen gør noget. Det kommer den næste generation til.«

Børn behøver hjælp til at lære ’sig’ meget mere i dag end tidligere. Det kræver mere kropslighed, mere plads til eksperimenter, mere leg og mindre undervisning, mener Sigsgaard:

»Tænk hvis nogle af de vigtigste forudsætninger for at kunne leve i det nuværende katastrofesamfund er uendelig meget mod. Det som mennesket skal kunne for at have modet til gøre noget ved klimaforandringerne. I hvilke timer lærer børnene det? Hvor lærer de at være modige og nysgerrige. Jeg vil gerne være realistisk og forsøge at få børn og voksne til at leve sammen, så begge parter får glæde af det. Jeg siger ikke, at voksne aldrig skal sige nej til børn. Men jeg siger, at man som forældre, lærer og pædagog skal lade være med at tro, at vi som voksne tilfører børn alt muligt. Vi skal til at spørge os selv, om vi også fratager børn noget mod og nysgerrighed.«

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.