Nyhedsbrev fra Børnehaven

Januar/februar 2019

Kære Forældre og Børn!

Bedre sent end aldrig. Her kommer et lille nyhedsbrev.

Vi har i januar arbejdet hen imod jubilæet og har talt meget om før og nu: I Børnehaven har vi fundet de små væve frem og vævet små tæpper, mens vi taler om, at i gamle dage havde man store væve, hvor man vævede stof til tøj hjemme i stuen, og at man i dag har store vævemaskiner der laver stoffet på fabrikker.

Desuden har vi haft stor glæde af materiale om “Børn i bevægelse”, som Tryg fonden i samarbejde med A.P. Møller fonden har udgivet gratis til institutioner. Børnene tager selv materialet, som består af 3 cd´er med tilhørende plancher/billeder af hvad der skal gøres, og bevæger sig gennem historierne med actionboy og –girl i henholdsvis rummet, på bondegården og i Zoo.

I uge 5 deltog Børnehaven sammen med skolebørnene i emneuge om Anholt i gamle dage. Linus og Elisabeth deltog hver dag i skolen, hvor vi startede dagen med morgensang og “fader vor”, bordene var sat på række og eleverne stod op bag stolen indtil læreren sagde “Vær så god”.

Nu er jubilæet vel overstået. Der er kommet mange rosende ord for arrangementet, maden, udstillingen, børnenes optræden og musikindslagene. Alt i alt et fantastisk arrangement, hvor børn, personale og forældre tog en ordentlig tørn for at gøre det til en god oplevelse for alle vores gæster. TAK for det.

Og tak for gaverne! Vi har fået billeder og maleri af Den gl. skole fra Ruth og Holger Wolsing, kr. 500,- fra Borgmesteren/Norddjurs kommune, et æbletræ fra Helene Hennings, Summerbird-chokolade fra skolechefen og Børnenes højskole sangbog fra Daina og Michael.

Jakob G. er pr. 28/1 2019 startet på studie som idrætslærer og har i den forbindelse færre timer i Børnehaven. Kirsten vil have flere timer i Børnehaven, for at give Jakob studie- og rejsetid.

Uge 7 – d. 11.-15/2, er det vinterferie og Børnehaven holder lukket. Husk at tømme garderoben, så Line kan komme til at gøre rent.

Vores pedel Helle Rossen har sagt op og fået nyt arbejde. I stedet har vi ansat Simon Døssing, som sammen med Ane flytter ind i lejligheden på skolen d. 15/2 2019. Stort VELKOMMEN til Simon og Ane og HELD og LYKKE til Helle.

Kirsten holder ferie d. 1.-11/3 og er på kursus 12.-14/3.

d. 20/2 kl. 19 får vi besøg af Børns vilkår, som vil fortælle børn og voksne om brug af de sociale medier

d. 20/3 kl. 19-21 inviterer bestyrelsen til cafeaften om Anholt skole og børnehaves kan-principper. Det handler om principper for værdier, visioner, adfærdsregler, ordensregler, fællesarrangementer, udenøsaktiviteter og benyttelse af “øens tilbud”.

Desuden er der planer om en arbejdslørdag d. 27/4 kl. 10-14, hvor forældre og personale mødes om div. forefaldende arbejde fx at få ryddet op i køkkenskabene 🙂

Vi håber, at i vil prioritere alle arrangementer og møde op.

Hilsen Anholt Børnehave