Fjernundervisningsprojektet

Hermed en status og opdatering vedrørende vores eLærings – og fjernundervisnings-projekt.

Periode 1 – har tidligere været beskrevet og omhandlede kaffe og Development Through Trade. I løbet af den første periode viste det sig, at emnet ikke gav mening for de fleste, især de mindre elever.

Periode 2 –

Vi besluttede derfor, at arbejde med emnet dyr i den følgende periode.

Vi skypede med forskellige elever fra Dagnæs skolen i Horsens og ved periodens afslutning fremviste eleverne en præsentation lavet i book creator om deres yndlingsdyr. Personligt mener jeg, at det var et godt valg at arbejde med dyr som emne – og børnene lavede nogle virkelig gode præsentationer!

I 3. periode samarbejdede vi med elever fra Endelave om emnet touristguide. Børnene arbejdede målrettet og godt frem imod dels en fysisk folder om Anholt og en reklamefilm produceret i I-movie.

I 4. periode er Daina og jeg ikke sammen. Daina underviser 3 andre hold elever fra Horsens, Kenya og Endelave over Skype. Jeg er sammen med børnene her på Anholt, hvor vi fortsætter vores super samarbejde med Endelave. Emnet er nu børnearbejde.

Vi har set på tøjmærker og fundet frem til at det meste af vores tøj er produceret i Bangladesh, vi har set film om børn der arbejder i guldminer i Burkina Faso, for at skaffe guld til mobiltelefoner!

Vi har hørt om hvordan børn også arbejdede hårdt her i Danmark for bare 100 år siden. Næste og sidste gang skal vi tale om hvad vi selv har af pligter derhjemme og komme med bud på hvordan børnearbejde kan og om det skal afskaffes.

Som I nok fornemmer – er jeg meget begejstret for disse projekter – Vi kommer langt omkring i verden – Vi taler både engelsk og dansk.

– Vi samarbejder med andre e-lærings børn og skoler og øer i Danmark.

– Børnene lærer på nye måder og præsenterer deres viden – også ved brug af forskellige e-værktøjer.

Endelig har Daina og jeg deltaget i “Danmarks lærings festival i Bella Centret” – og een af forskerne i projektet om assisteret fjernundervisning har netop været på besøg her på skolen og i børnehaven en uge og set nærmere på udkantsmiljøet, for at pege på nogle særlige kvaliteter ved en ø-skole – i et stort samarbejde.

Jeg håber, at I også oplever både min og jeres børns begejstring – jeg synes de er vildt gode. Kom endelig og spørg mig – og giv feedback, så vi kan bliver endnu bedre.

Mange venlige hilsner

Mia