Doktorlege skaber konflikter i daginstitutioner

 

03-09-2014 Fagbladet BUPL

Doktorleg_500

Børns såkaldte ’doktorlege’ skaber konflikter mellem forældre og pædagoger. 64 procent af institutionerne har regler for børnene, hvilket er langt flere end dem, der har indført retningslinjer for personalet.

 
De senere år har der været massivt fokus på pædofili og frygten for, at personalet skal begå overgreb mod børnene. Senest har diskussionen om særlige regler for mandlige pædagoger i institutionerne været oppe.
Men ifølge Anna Louise Stevnhøj, foredragsholder og forfatter til bogen ’Må vi lege doktor?’, er det i langt højere grad børnenes egne seksuelt orienterede lege med hinanden, der giver konflikter i institutionerne.
»I virkeligheden kan det undre mig, at den diskussion om mandlige pædagoger og pædofili er kommet til at fylde så meget, for ude i praksis tror jeg faktisk, at det her fylder mere,« siger hun.
Anna Louise Stevnhøj bliver ofte kontaktet af daginstitutioner, hvor børnenes seksuelt orienterede lege fører til kriser og konflikter mellem pædagoger og forældre.
»Pædagogerne føler sig udfordret af, at forældrene nemt bliver bange, hvis børnene leger nogle lege, som kommer bag på forældrene. Og det kommer bag på forældrene, at børnene interesserer sig for kroppen og seksualitet,« siger hun.
Regler for børns ’doktorlege’
Else-Marie Buch Leander, der på Aarhus Universitet forsker i udviklingen i synet på børns seksualitet og ’doktorlege’, er en af de tre forskere bag ’Retningslinjeundersøgelsen 2012’.
Undersøgelsen belyser blandt andet udbredelsen af regler for børnenes egen adfærd i forhold til ’doktorlege’ i daginstitutioner og SFO’er. Og den viser, at 64 procent af institutionerne har regler for børnene, og det er langt flere institutioner end dem, der har indført retningslinjer for personalet.
Else-Marie Buch Leander mener, at bekymringen for børnenes lege blandt andet hænger sammen med frygten for pædofili og overgreb.
»I kraft af, at vi i stigende grad ser barnet som et potentielt mål for overgreb, bliver alt mistænkeligt, også børnenes lege med hinanden,« siger hun.
Det store fokus på barnet som potentielt offer for overgreb betyder, at den pædagogiske praksis omkring børnenes seksuelt orienterede lege i høj grad har tendens til at handle om at sætte grænser og om ikke at overtræde hinandens grænser, viser undersøgelsen.
Else-Marie Buch Leander mener, at pædagogerne med fordel kan supplere med en mere positiv tilgang til det seksuelle.
»Man kunne også understøtte børnene i, at det er dejligt, at de har tillid til at vise sig for hinanden og nærme sig hinanden kropsligt. At det er sjovt og spændende at se, hvordan vi mennesker er forskelligt indrettet, og at det er kærligt og rart at give hinanden et kys eller et knus,« siger hun.
Bekymrede pædagoger
Else-Marie Buch Leander genkender billedet af, at de seksuelt orienterede lege fører til bekymring og konflikter i daginstitutioner.
»Vi ser en tendens til, at ’doktorlegene’ i stigende grad ses som bekymrende både blandt forældre og pædagoger. Dels er pædagogerne bange for, at legene kan føre til en mistanke hos forældrene om indblanding fra en pædagogs side, dels ser pædagogerne i stigende grad legene som grænseoverskridende i sig selv. Pædagogerne er bange for forældrenes reaktion, fordi de ved, at nogle forældre finder legene grænseoverskridende,« siger hun.
Politik giver tryghed
Mimi Strange er direktør i JanusCentret, der arbejder for at forebygge seksuelle overgreb med børn. Her ringer mange bekymrede pædagoger ind for at få rådgivning om, hvorvidt der er grund til at gribe ind.
Ifølge Mimi Strange opstår bekymring og konflikter især i de institutioner, hvor pædagogerne føler sig usikre.
»Jo mere usikkert, daginstitutionspersonalet er, jo mere går der også brand i den blandt forældrene. Hvis man er usikker og ikke får reageret, som man skal, så kan en lille situation vokse sig vældigt stor,« siger hun.
Mimi Strange opfordrer pædagogerne til at tale med hinanden og få skrevet ned, hvor grænserne for børnenes lege går.

»Personalet skal helst have en politik, så de får skrevet ned, hvad der er acceptabelt mellem børn i institutionen. Så de man melde det ud til børn og forældrene. Det giver en vældig tryghed i en forældregruppe,« siger hun.

Hent Børn&Unge’s tema om børns seksualitet

 

Hvad er normal seksualitet hos børn?

Børns seksualitet er langt mere legende og diffus end voksnes seksualitet. Barnet ved ikke, at de seksuelle fornemmelser har noget med seksualitet at gøre. Det er bare endnu en sanseoplevelse, og børns lystfølelser er mindre knyttet til kønsorganerne og har ikke ophidselse og tilfredsstillelse som mål.

Allerede på fosterstadiet kan drenge få erektion, og både drenge og piger kan opnå såkaldt ’tørre orgasmer’ ved stimulation af kønsorganerne. Nogle børn onanerer, andre gør ikke. Begge dele er normalt.

Barnlig seksualitet handler meget om at udforske kroppen og forskellene på kønnene, når børnene opdager, at nogle lege kilder i maven og giver røde kinder, selvom børnene ikke endnu ved hvorfor, at nogle bestemte handlinger er særligt pirrende.

Seksuelle afvigelser hos små børn er forholdsvis sjældne. Nogle børn, der oplever utryghed, trøster sig med påfaldende meget masturbation. Nogle få børn oplever en stærk følelse af at være det modsatte køn. Nogle af disse børn bliver transseksuelle og skifter senere køn.

Kilder: ’Må vi lege doktor?’ af Anna Louise Stevnhøj, ’Børns Seksualitet – og unges’ af Else Munck i Psyke og Logos 1999

 

5 typiske lege med et seksuelt aspekt

Selvom børn ikke har en bevidst seksualitet, før de når puberteten, så udtrykker de gennem legen handlinger, der giver associationer til seksualitet. Her er fem af de mest almindelige lege.

Doktorleg, der tjener som ramme for, at børnene tager tøjet af og undersøger kroppen.

Blottelse, hvor børn trækker bukserne ned og viser sig frem for hinanden, gerne ledsaget af højlydt fnisen.

Kysselege, hvor børnene kysser hinanden, måske mens de gemmer sig i legehuset eller en hule.

Far, mor og barn, hvor børnene øver voksenroller, som for eksempel forældre, der skal ’bolle’, før en baby kommer til.

Frække sange og sjofle udtryk.

Kilde: Børns seksuelle lege, af Dorthe Lippert i Psyke & Logos, 1999

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *