At være barn på Fyrgården i gamle dage – en samtale med Agnete Alsing

Samtale med Agnete Alsing d. 13. april 2009 af Malene Pedersen

 I solen foran Kurt og Agnetes sommerhus på Nordbjerg

 Det første der sker da jeg ankommer til Kurt og Agnetes sommerhus er at de begejstret fortæller mig om turen til Nordstrand dagen før: De hørte en vandrikse! Og de så dens stier mellem sivene i det våde område langs med stranden. Senere fik jeg lov at høre vandriksens underlige gryntelyde på cd, og se billeder af den ganske store runde fugl, som både æder andre fugle og mus, i fuglebogen.

Fuglene betyder meget for Agnete. Hun lærte dem at kende som barn på fyrgården, lærte navnene på de forskellige arter af sin far som vidste alt om fugle, og blev allerede som lille betaget og nysgerrig, og synes fuglene var det bedste som fandtes. Den kærlighed varer ved. Agnete synes stadig fugle er noget af det bedste hun ved.

 Agnetes forældre boede på Anholt Fyrgård fra 1940 til 1946. Agnetes mor var 22 og faren 29 da de flyttede til fyrgården. Agnetes far var søofficer og blev skjult som fyrassistent på fyrgården pga. krigens udbrud, hans egentlige opgave var at observere russiske fartøjer i Kattegat, en højt betroet opgave. Forældrene husker tiden på fyrgården som den bedste i deres liv. Agnete tænker idag at det, udover at det var et dejligt liv derude, havde at gøre med at de var så unge og at de klarede det, og at det gik godt.

 Krigen mærkede de ikke så meget til. De skjulte englændere og andre flygtnige på fyrgården, og sejlede dem over til Sverige. Børnene måtte aldrig sige at der var fremmede i huset, kun at de havde en onkel på besøg. De havde mange onkler. Der var en tysk forlægning på stedet, men den tyske kommandant holdt hånden over dem. Agnete husker hvordan de voksne var plørefulde på 4 og 5 maj 1945: Der var strandet et skib ud for totten, og de havde ryddet det for sprut og cigaretter før de meldte det strandet.

 Agnete selv husker også livet på fyrgården som et dejligt, trygt, frit og aldrig kedeligt liv. Hun blev født i 1942 i Grenå. Moren var rejst over for at føde sammen med en anden kvinde fra Anholt som skulle føde samtidig. De vendte tilbage til Anholt med den daværende færge… få dage efter fødselen, og Agnete blev fragtet til fyrgården i hestevogn i en edderdunspose hendes far havde syet. Hun blev døbt på fyrgården af Anholts præst der sammen med fruen spadserede gennem ørkenen til fyrgården. Fyrmesteren var fadder.

Agnete boede nu med sin famile: Mor, far og en lidt større bror på fyrgården til hun var 4 år og de blev forflyttet til Hanstholm fyr. Der var den gang 3 familier bosat på fyrgården, tidvist sammen med håndværkere fra byen (der var altid arbejde igang på bygningerne) og besøgende udefra. De andre familier havde større børn der alle var på kostskole og kun hjemme i ferierne. Agnete og broren blev derfor forkælede, de var alles børn. Agnete fortæller at det var ligeså naturligt at sidde i de andre køkkener og få æggesnaps af mågeæg, som i deres eget.

Agnete husker forholdet mellem familierne på fyrgården som godt. De var gode venner, de holdt sammen og de hyggede sig sammen. Der blev fortalt mange historier og sunget meget i fyrgården. De spillede feks matadorspil som kunne strække sig over flere dage.

 Børnelivet på fyrgården var frit og aldrig kedeligt understreger Agnete. Friheden illustreres måske bedst med 3-4 årige Agnetes fortørnelse over at skulle holde en voksen i hånden når hun besøgfe fyrmesterhavens guldfiskebassin. Hun der var vant til at færdes overalt, også på stranden, alene. Hun fortæller at børnene måtte være og var velkomne overalt, også i fyrtårnet. De deltog i, eller observerede de voksnes arbejde med husholdning, fiskeri, jagt, pasning af fyrtårn og fyrgård, og de voksne lærte fra sig. Livet på fyrgården var et liv med årstiderne og vejret, og Agnete føler sig stadig meget præget af det. Der blev sat garn hver dag, dyrket køkkenhaver, jaget sæl og samlet fugle og æg. Al mad skulle laves fra bunden. Morfaren på Sjælland sendte råvarer over, så de altid havde forråd. I dårligt vejr manglede de altså aldrig noget. Agnete synes det var hyggeligt når det var stormvejr og alle portene var lukket og de måtte være inde. Hvis altså der ikke var nogen på havet.

Der var masser af tid og plads til leg: Krabbevæddeløb i rendestenene i gårdspladsen (krabberne fik numre skrevet med kridt på rygskjoldet), flytte “køer” som var hvide hulsten (Agnete blev meget forbavset da hun første gang så en rigtig ko) og leg med de døde fugle ved fyrtårnet som både blev nusset med og nogen gange begravet på kirkegårde børnene lavede.

 Der var rigtigt mange fugle som fløj mod fyrlampen om natten. Flest i træktiden for- og efterår, da samlede de dem sammen i store sække. De havde en “fuglepæl” hvorpå der altid hang fugle som skulle bruges til madlavning. Småfuglene blev brugt i retten “kramsfugl” som smagte dejligt. En anden yndlingsret var mågeunger, men det stoppede brat den dag Agnete og broren havde fået strengt forbud mod at gå på stranden. Det havde de aldrig oplevet før, og de måtte naturligvis lægge sig i skjul i klitterne og se hvad der var på færde. Der lå en strandvasker på stranden, og mågernes spiste af dens ben.

For Agnete gjaldt det om at komme først ned til fyret om morgenen og få fat i de bedste fugle, ofte løb hun afsted splitternøgen lige fra sengen. De bedste fugle var regnspoverne, en stor fugl Agnete næsten ikke kunne bære. Dem fik hun ikke lov at have så længe for de var en delikatesse. Edderfuglene var også i høj kurs, men dem fik de ikke så mange af, for de flyver ikke så højt. Strandskader og måger holdt hun også meget af, men mågerne fløj ikke mod lampen. Og så var der snepper, solsorte og små sangfugle: Fuglekongerne mindes hun især. Agnete fortæller hvordan fuglene var så bløde og smukke, og hun elskede at bære dem og ae dem og køre dem i sin blå dukkevogn. De eneste fugle hun ikke holdt så meget af var kragerne, men dem så de vist ikke så tit.

 Dukkevognen har sin egen historie. Det var en meget fin blå dukkevogn med kaleche og hjemmesyet madras og sengetøj. Den har sikkert været svær at få fat i, for der var jo krig. Det første som skete da Agnete fik den var, at moren fandt madras og sengetøj smidt i en bunke, Agnete var nemlig trillet til stranden med vognen for at samle frisk blæretang. Den dag var der skyllet masser af tang i land, og det var noget af det sjoveste at presse luften ud af blærerne med et smæld. Og sådan blev vognen brugt til mange praktiske gøremål.

 Agnete viser mig forskellige ting fra fyrgården og spørger og hun skal tage dem med til fortælleaftenen: En kagerulle hendes far lavede af drivtømmer, mens ungerne så på, en dag hvor de skulle bage og manglede én. En stjerne som havde siddet på en engelsk officers uniform, fundet i sandet af hendes far. Hun fortalte om en dukke hun stadig har: Den eneste dukke man havde i Brugsen og som derfor ikke kunne sælges til et barn i byen, det ville være synd for de andre, og den havnede altså i al hemmelighed hos Agnete på fyrgården.

 Hun havde også en anden dukke: En negerdukke af papirmachier, men hendes bror skar den midt over for at bruge den til skib. Som hævn bed Agnete hovedet af alle hans tinsoldater.

 Fyrtårnet elskede hun at komme i. Hvis de ville faren noget, når han var på arbejde i tårnet gik de bare ned og råbte op gennem skakten. Oppe i vagtstuen var det fint med røde plyssofaer og i rummet med skabet var der fuldt af skabe hele vejen rundt og i skabene var der værktøj og smørekander i alle størrelser. Agnete holdt meget af de smørekander, de var så smukke. Agnetes far lærte dem om sekstanten og han lærte dem stjernebillederne. De gik ofte tur om aftenen og så på stjerner. Agnetes far fortalte mange historier.

 Fyrgården havde en hest “Tulle” og en jumpe der blev brugt til transport til og fra Anholt by. Dengang var der kun én bil på Anholt: Albert Sørensen (vognmanden) havde en lille lastbil. Tulle var en gammel hest og hun ville ikke trække jumpen, hvis der var for mange voksne med. Så stod hun stille, prustede og så fornærmet ud. Agnete og broren gik hver morgen på besøg hos Tulle med havregryn i en kop. Agnete var så lille at hun for at nå måtte trække sig op i Tulles manke.

 Agnete var kun sjældent i Anholt by som barn, men hun husker én gang hvor hun og broderen var inviteret til fødselsdagsselskab og for første gang i deres liv blev præsenteret for lagkage. “Tænk hvor svært det havde været at få hvedemel på Anholt under krigen, men vi kunne altså ikke lide det” og de tog mod til sig og spurgte om de godt måtte få noget tørfisk.

 Agnete har været på fyrgården nogle gange som voksen, men hun bryder sig ikke om det. Hun bliver ked af det, for hun synes der er forfaldent og rodet. Da Agnete var barn boede hendes familie i den del der nu er Hans og Evas, og haven bag var deres have. Haverne omkring fyrgården var smukke og meget velholdte. I Agnetes have voksede kræger. Agnete husker alting som meget stort: Både fyrgården og naturen rundt om. Hun husker hvordan totten dengang gik langt langt ud i havet.